Anmeldelse af Matas - Mavecreme til gravide

Testet af: Claudia Mie From - 21. jun. 2015
Bedømmelse:

Anmeldelse af Matas - Mavecreme til gravide

Jeg har fået fornøjelsen af at skulle anmelde Matas’ Mor og Barn mavecreme til forebyggelse af strækmærker og udtørring.
Mavecremen er uden parfume og uden parabener og er endvidere Svanemærket, hvilket vil sige, at den lever op til de stramme nordiske miljømærkeringer.
Mavecremen er godkendt af Astma-Allergi Danmark og bærer derfor den Blå krans, såvel som at den er certificeret økologisk af ECOCERT.
Cremen lever altså umiddelbart op til enhver kommende mors ønsker i forbindelse med beskyttelse af baby i mødet med hormonforstyrrende stoffer.

Jeg har i min 24 ugers graviditet allerede prøvet utallige mavecremer og olier til forebyggelse af strækmærker – og havde egentligt, langt om længe, fundet en favorit blandt markedets olier.
Jeg fandt ud af, at jeg egentlig var størst tilhænger af maveolier, da jeg følte at de beskyttede huden bedre mod udtørring end diverse cremer og lotions.
Jeg var derfor en smule skeptisk i mit indledende møde med Matas’ Mor og Barn mavecreme, som dog endte med at overraske positivt.

Mavecremen er ekstra fed i konsistensen, men yderst nem at smøre ud. Ved umiddelbart påføring bliver huden, på det påførte sted, helt hvid.
Cremen skal altså smørens godt ind i huden før den absorberes, grundet cremens kraftige konsistens.
Jeg smører altid hele maveregionen ind i et tykt lag, såvel som hofter, den nederste del af ryggen, brystregionen, den øverste del af lårene og ballerne.
Jeg påfører cremen i et tykt lag to gange dagligt, både morgen og aften efter grundig afvask - og har på nuværende tidspunkt ingen strækmærker og synes min hud mestrer min førstegangsgraviditet utrolig flot indtil videre.

Mine erfaringer med cremen er positivt overraskende. Cremen suger forholdsvis hurtigt ind, hvilket vil sige, at jeg ved afslutning af påføringen allerede er ”tør” på de hudområder jeg startede ved.
Tør er så alligevel et forkert ordvalg, da cremen netop ikke tørrer ind, men derimod etablerer en beskyttende hinde på maveskinnet som varer ved hele dagen, uden at fedte.
Efter umiddelbar påføring kan man sagtens tage tøj på uden afsmitning eller fedtplamager på tøjet, hvilket mine erfaringer siger mig, er i modsætning til nogle af de maveolier jeg hidtil har prøvet.
Det gør mig tryg at vide, at mit maveskind er beskyttet og velfugtet hele dagen, da jeg er en smule sart og overbekymret for risikoen for strækmærker, da jeg ved, at jeg er genetisk disponeret hertil.

Alt i alt er jeg yderst positiv overfor Matas’ Mor og Barn mavecreme som jeg klart vil give mine varmeste anbefalinger til enhver kommende mor med trang til tryghed og minimering af bekymringer for mødet med strækmærker og dermatologiske kropsændringer i forbindelse med graviditet.
Jeg havde ikke troet, at jeg ville være så positivt indstillet overfor denne creme, grundet min umiddelbare skepsis med cremer generelt.
Mavecremen har dog overrasket og er endvidere utrolig billig sammenlignet med diverse tilsvarende produkter på markedet set i forhold til kvalitet og brugervenlighed.
Jeg ville ønske, at jeg havde stødt på denne creme før jeg havde spenderet så mange penge på diverse olier og lotions – som jeg ikke mener lever op til selvsamme krav, som denne mavecreme.

Den er alle pengene værd!

Claudias samlede vurdering

Kvalitet
Brugervenlighed
Værdi
Denne test er udført og skrevet af Claudia Mie From
Se her hvor du kan købe eller læse mere om Matas - Mavecreme til gravide: