Anmeldelse af Kuré Bazaar - Neglelak

Testet af: Maria Lykke Hansen - 3. jun. 2015
Bedømmelse:

Anmeldelse af Kuré Bazaar - Neglelak

Herhjemme har vi været så heldige at få lov til at teste neglelakkerne fra Kure Bazaar. Kure Bazaar producerer neglelakker med fokus på at reducere indholdet af kemi, hvilket betyder, at de er lavet på en formula med op til 85 % naturlige ingredienser og uden skadelige stoffer som bl.a. formaldehyd, toulene og phtalater.

Vi fik lov til at teste 2 neglelakker og en top coat. Jeg valgte farverne Rose Milk og Frenchie, da de farvemæssigt er næsten ens med mine nuværende favoritter fra Chanel, hvilket gør det meget let at sammenligne i forhold til holdbarhed, dækkeevne mm.

Det vigtigste for mig, når det kommer til neglelakker er, at de er nemme at påføre, tørrer hurtigt og har en god holdbarhed. Jeg har ingen tålmodighed og er ikke typen, som nyder at sidde og nusse med det, så processen skal kunne foregå ret hurtigt, hvorfor holdbarheden efterfølgende også er vigtig, således at jeg ikke skal bruge tid på at påføre ny neglelak hver dag. Eftersom jeg har et job, hvor jeg hovedsageligt sidder placeret foran computeren, så er det jo ikke fordi jeg slider voldsomt på sådanne neglelakker, så der hvor de mest skal vise deres værd hos mig er under hverdagssysler som madlavning, træning og hårvask. Den største test er nok, at de skal kunne holde til en dag i børnehave på neglene af Victoria på 3 år, som elsker neglelakker og derfor tit får lov til at få det på sammen med mig. Hun går i en børnehave, hvor de er ude det meste af dagen og det er derfor vigtigt at de kan holde til en masse udendørs børneleg, da jeg simpelthen ikke kan klare synet af børn med afskallede neglelakker på fingrene.

Vi begyndte med at teste begge neglelakker uden top coat. Dette fordi jeg aldrig bruger top coat oven på mine neglelakker fra Chanel og derfor helst vil undgå det, da det for mig bare forlænger påføringsprocessen i negativ retning.  For at teste så optimalt som muligt brugte jeg Chanel” Rose Confidentiel” på den ene hånd og Kure Bazaar ”Rose Milk” på den anden, mens Victoria bare fik neglelakken fra Kure Bazaar på begge hænder. Samme procedure med den blå neglelak. Generelt er Kure Bazaar noget tungere at arbejde med end Chanel, dvs. skal påføres et par gange for optimal dækkeevne og er noget længere om at tørre – dog ikke noget som man ikke ville kunne leve med.

Holdbarheden er derimod ikke noget at skrive hjem om - og bestemt dét, der gør, at jeg ikke selv ville vælge at investere i dem. På mig holdt neglelakken max et par dage og var generelt meget modtagelig over for sammenstød med ting, så der kom hurtigt ridser og afskalninger i lakken, mens de på Victoria næsten ikke kunne klare en dag i børnehave med efterfølgende karbad, før de var grimme at se på. Disse problemer ift. holdbarheden oplever vi ikke, når vi bruger fx favoritten fra Chanel eller lakken fra Tromborg, som vi tidligere har testet. Vi prøvede derfor at påføre top coat’en og ja den forlænger levetiden på neglelakken, men for mig, der ikke gider bruge ekstra tid på en ekstra lak, så er det ikke fordelagtigt, at neglelakkerne kun holder i rimelig tid med denne påført også. I forhold til en på 3 år, så er top coat slet ikke et issue, da det er rigeligt at skulle vente på at én omgang neglelak tørrer.

Konklusionen er derfor, at Kure Bazaar er skønne neglelakker, som fås i de fineste farver og som, hvad angår påføring og tørring fungerer fint uden at være prangende, men som i forhold til holdbarheden ikke lever op til mine krav. Holdbarheden kan dog forlænges, hvis man gider at bruge tid på at påføre top coat’en – det får dem dog ikke til at holde længere end fx Chanel og Tromborg uden top coat. Ligeledes er neglelakkerne fra Kure Bazaar et ”renere” alternativ end de almindelige neglelakker fra Chanel, hvilket betyder, at de kan anbefales til alle de gravide, som ønsker at benytte et så rent alternativ som muligt. Er du gravid og prioriteter dette, så er disse neglelakker bestemt et godt valg, hvilket også påvirker den værdiscore, som lakken får hos mig. For mig, som ikke er fanatisk i forhold til mine skønhedsprodukter og som ej heller bruger neglelak hver dag, så er argumentet om større renhed i neglelakkerne fra Kure Bazaar ikke i sig selv argument nok til at jeg ville skifte til dem – også selvom jeg er gravid. Dog ville jeg sagtens have kunne finde på at købe dem under min graviditet, hvis bare holdbarheden havde været god eller jeg havde haft tålmodighed til top coat’en. 

Marias samlede vurdering

Kvalitet
Brugervenlighed
Værdi
Denne test er udført og skrevet af Maria Lykke Hansen
Se her hvor du kan købe eller læse mere om Kuré Bazaar - Neglelak:
Vi har desværre ikke registreret nogen salgsteder af dette produkt endnu.