Anmeldelse af GoBabyGo - Forskellige produkter

Testet af: Simone Østergaard - 23. jun. 2015
Bedømmelse:

Anmeldelse af GoBabyGo - Forskellige produkter

Vi har de sidste 14 dage testet Go Baby Go-serien for Babyview.dk, og vi er begejstrede! Selve produkterne er i en lækker kraftig kvalitet, så produktet er modstandsdygtigt overfor møven og kravlen, for slidte det bliver de, når barnet er igang med at øve sig på at kravle. Sigga har ihvertfald formået at slide hul på knæene på 2 par bukser allerede. Det karakteristiske ved Go Baby Go serien er de små skridsikre gummidutter, der sidder på alle produkterne, som bevirker at barnet står bedre fast. 

Knæbeskyttere:
Knæbeskytterne er en genial ide! Det smarte ved dem er, at de kan tages af og på efter behov. De er i en god kraftig kvalitet med små skridsikre gummidutter. Du sætter dem blot udenpå det øvrige tøj barnet har på og vupti, så står barnet bedre fast. Disse er især gode til børn, der øver sig i at kravle på denne årstid, de kan jo som sagt bruges udenover tøjet, men de kan også bruges over de små bare ben, så barnet ikke får brændemærker. 
Vi har testet str. 6-12 måneder og Sigga er 8 måneder, og jeg synes, de er meget alders svarende - dette gælder hele serien. Sigga er en lang og meget smal pige, så lige præcis knæbeskytterne har vi ikke brugt så meget, da de glider ned af hendes knæ, fordi hun har tynde stænger - dette betyder ikke, at de er store i størrelsen, det betyder blot, at Sigga ikke har de obligatoriske Michellin-lår. Flere babyer på Siggas alder, som vi kommer sammen med har disse knæbeskyttere, hvor de sidder fint fast på knæene. 

Strømpebukser & leggins:
Disse har vi været kæmpe store fan af! På strømpebukserne er der både gummidutter på knæ og fødder, på legginsne er der kun på knæene. De er perfekte til min lille smalle pige. Der er meget stræk i både strømpebukser og leggins, hvilket betyder, at de strækker sig afhængig af barnets størrelse, så selvom Sigga er smal, så sidder de stadig rigtig fint til rundt om både mave og ben. Jeg har ofte svært ved at finde benklæder, der passer Sigga, da hendes længde og vægt ikke hænger helt sammen, så ofte bliver bukserne for korte, for at hun kan passe dem rundt om livet, men ikke disse - de sidder lige i øjet. Her har vi også testet str. 6-12 måneder, hvilket har været rigtigt fint i størrelsen til Sigga. 
En vigtig detalje må være, at hun ikke får lange tæer i strømpebukserne. Jeg hader, når foden ikke bliver, hvor den burde, så jeg er virkelig glad for, at dette ikke er noget problem for disse. Det eneste minus ved disse må være, at fordi størrelsen strækker sig over så mange måneder, så passer gummidutterne på knæene ikke helt med barnets knæ - de kommer til at sidde under knæene. Sigga er helt normal i hendes længde i forhold til hendes alder og gummidutterne sidder en anelse under hendes knæ.Et barn på 12 måneder er også en del længere end en på 6 måneder, så det er ikke så underligt, at gummidutterne kommer til at sidde under knæene. 

Strømper:
Ganske som de andre produkter i serien er strømperne lavet i en lækker kraftig kvalitet. På strømperne er der gummidutter under foden og ovenpå foden, så barnet ikke skrider, når det øver sig i at rejse sig. Strømperne har vi ikke brugt så meget. Dels fordi de er en anelse kraftige i kvaliteten til sommeren, men også fordi Sigga endnu ikke er begyndt at rejse sig op af ting. Hun er stadig i fuld gang med at knække kravlekoden.


Fælles for ovenstående er, at de efter vask godt kan have en tendens til at fnuldre let - det er ikke noget alarmerende, men de gør det altså en smule. 

Karakter:
Når jeg giver karakter, er mit udgangspunkt altid 3 hjerter, som er en middel-karakter. En middelkarakter er ikke en dårlig karakter - det betyder blot, at jeg synes, produktet er standard - at det hverken er ekstraordinært eller dårligt, blot helt normalt. 

Her vil jeg give kvaliteten 4 hjerter. Grunden til denne karakter er, at produktet er udført i en lækker kraftig blød kvalitet, hvor der er meget stræk i, som giver barnet bevægelsesfrihed og som synes slidstærkt. Det der trækker ned er, at de fnuldre, når de er blevet vasket. 

I brugervenlighed får hele serien 5 hjerter af én simpel grund - det er idiotsikkert - det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at bruge produkterne forkert. 

I værdi får serien 3 hjerter - dette gør den, fordi jeg synes, at prisen er helt normal i forhold til produktet. Produkterne er hverken dyre eller billige - de ligger i en prisklasse, man kan forvente i forhold til produkterne i denne kategori. 

Simones samlede vurdering

Kvalitet
Brugervenlighed
Værdi
Denne test er udført og skrevet af Simone Østergaard
Se her hvor du kan købe eller læse mere om GoBabyGo - Forskellige produkter: